Starten på hvert nyt maleri er starten på en ny eventyrlig rejse mod en ukendt destination. Malerierne har deres eget liv. De er en proces, et levende stykke arbejde, der udvikler sig lag for lag og ofte først sent i processen finder en endelig retning
Jeg er selvlært billedkunstner og maler abstrakte malerier i akryl. Oprindelig er jeg uddannet korrespondent og advokatsekretær, hvilket fortsat er mit daglige virke. Alligevel har kreativiteten i sine mange former altid været en vigtig del af mit liv. Den er mit åndehul.
Maleriet er min helt store kreative passion. Det er mit frirum, min ventil, og det sted, hvor jeg giver mig selv lov til at slippe kontrollen og bare lade farver og former tage over. Maleriet giver mig lov til at udtrykke mig uden ord. Det åbner døre i mit sind og min fantasi og fylder mig på en gang med både ro, glæde, længsel, begejstring og nysgerrighed, som jeg håber på også at kunne formidle videre til andre